Afrika
Asien
Europa
Nordamerika
Forside
Sydamerika
Oceanien
Toplevelser
Klik for at se indslaget…


PÅSKEØEN (RAPA NUI) 2009

 


Har du brug for at nyde en fabelagtig udsigt i fred og ro, så er Påskeøen stedet.
En praktisk dansk detalje er, at det tager over et døgn i en flyver at komme dertil.


Den afsides perle af en Stillehavsø er berømt for de hundredvis af stenstatuer,
der på polynesisk hedder en "moai". De står og ligger rundt omkring på hele øen.

 


Påskeøen er på størrelse med Samsø og blev dannet af undersøiske vulkanudbrud
for millioner af år siden. Naturen er fascinerende barsk med et begrænset dyreliv.


Der findes to skønne strande, hvor Anakena Beach er den mest spektakulære
med en stribe moaier, der kan holde sig opdateret med den chilenske bikinimode.


Brug en formiddag ved Ovahe.
Ingen statuer men helt suveræne bølger at kaste sig rundt i. 

 


Der er mange forskellige teorier om statuernes formål. To udbredte opfattelser er,
at de blev fremstillet til ære for stammens høvding og for at holde onde ånder væk.


Den norske opdagelsesrejsende og havbiolog, Thor Heyerdahl, kom til
Påskeøen i 50'erne og hjalp de indfødte med at rejse en del af de faldne statuer.


De mindste stenstatuer rager et par meter i vejret, mens de højeste er 12 meter.
"El Gigante" blev aldrig hugget færdig men ville være 20 meter høj og veje 270 tons. 


Set i bakspejlet skulle vi måske være kørt den anden vej...;-)

 


Rano Kau vulkanen har et fantastisk krater, der er halvt fyldt op med vand.
Et sagnomspundent og mystisk sted, som du absolut skal bruge et par timer ved.


De vilde heste kan nyde sommer og solskin i de danske vintermåneder, mens
juli og august er en smule mere kølige på disse kanter med omkring 20 grader.

 


Solopgangen ved Ahu Tongariki er værd at komme tidligt ud af fjerene for at se.

 


Påskemorgen - deraf navnet - i år 1722 kom det første europæiske
skib til øen med den hollandske admiral, Jacob Roggeveen, på broen. 


15 oprejste og en enkelt henslængt.
Stor applaus til Lunddal for et snapshot med både forstenet forgrund og dybde.

 


Ved Rano Raraku vrimler det med kolonorme ansigter på bjergskråningerne.
Det er strengt forbudt at røre ved dem, så det lod vi næsten være med.


De første polynesere kom til Påskeøen for over tusind år siden. Noget af en
"kano-præstation", da der er 2.200 km. til nærmeste beboede naboø, Marquesas. 

 


Tid til popcorn!
I den lille by Hanga Roa, hvor de fleste af øens indbyggere bor, viser de
hver anden dag filmen "Rapa Nui" instrueret af Kevin Costner. Det er et actionfyldt
kærlighedsdrama om de rivaliserende stammer på øen. Biografen er en dagligstue.
Havde denne eftermiddag spillet en intens fodboldkamp med og mod de lokale, hvor
Lunddal desværre beskadigede sit korsbånd i højre knæ. Bemærk, hvor hævet det er!


Første stop i vores lejede bil var ved øens lille tankstation. Minutter efter var Lunddal
ved at torpere en taxa i et T-kryds. Fantastisk præstation med så få biler, der er på øen!


Stoppet efter T-krydset var ved dykkershoppen, hvor forventningerne til livet
under overfladen blev afstemt. Kort beskrevet er sigtbarheden virkelig god (+40),
men der er slet ikke det samme fantastiske dyreliv som ved Galapagos mod nord. 


Det kriblede i regulatoren for at komme ned i det dybblå Stillehav.


Nedstigningen var ukompliceret, strømmen var begrænset og så ventede der...


...en "undervands-moai" på bunden. We really dived Rapa Nui.


Koralformationerne er visse steder spektakulære, men jeg
kunne ikke lade være med at spejde efter en hvalhaj på afveje.


Tættere slægtninge fandt vi desværre ikke...


Jeg klappede et anker mens Lunddal desperat ledte efter sin dybdemåler.
Hvor den var henne, hvor hurtigt han slugte al sin ilt og hvordan instruktøren
mirakuløst reddede hans liv må han selv fortælle - Det er simpelthen for pinligt!


Har ikke billeder fra det andet dyk ved Moto Nui, som ellers er et fint walldive.


Rejs ikke til Påskeøen udelukkende for at dykke.
Men hvis du alligevel er der, så tag en tank eller to.


Det var vanskeligt for os at finde et sted at bo, så book inden du lander.
Fandt omsider denne fine hytte med en uovertruffen havudsigt og palmehave.


Sidste solnedgang på Påskeøen, der bestemt er den lange rejse værd.

Opgraderingen til business class mellem Santiago og Påskeøen skal det
latinamerikanske flyselskab, LAN, ikke høre et ondt ord for. Eminent komfort. 

 
Så skal du skynde dig til Cuba.
Observerede en del mænd i Egypten med noget, der lignede et numsehul i panden, men fandt ud af...
...end nogensinde før!
...det mozambikanske flag!