​ækvatorialguinea 2023 (september)

Ækvatorialguinea, Gambia og minsandten Danmark er de eneste lande i verden med fastland, hvor hovedstaden er placeret på en ø. Jeg rejste derfor til Bioko Island for at bruge nogle dage i Malabo, hvor man ikke skal køre mange minutter for at opleve en pragtfuld udsigt fra landets højeste punkt, Pico Basile. Den er en af øens tre basaltiske skjoldvulkaner og ragede med sine 3.011 meter pænt over skyerne denne dag.

Antallet af turister, der finder vej til dette hjørne af Afrika, er yderst begrænset. Men belønningen var blandt andet synet af landets smukke regnskove og...

​...sjældne arter af aber som den rødørede marekat. Den risikerer at blive spist af både rovfugle og slanger, men menneskets skovrydning udgør den største trussel.

I mange år var Ækvatorialguineas primære indkomst kokos​. Men fundet af olie i 1996 vendte op og ned på landets økonomi, og de er i dag den tredje største olieeksportør i Afrika syd for Sahara.​​

Hvis du på en kold vinterdag sætter pris på en varm kakao eller er typen, der elsker at spise Ritter Sport foran flimmerkassen, så send en venlig tanke til Vestafrika, der er førende i verdensproduktionen af kakaobønner. Jeg besøgte Finka Sampaca, der på den enorme farm har dyrket og eksporteret kakao i over 100 år.

Kakao er en krævende afgrøde at dyrke. For at trives skal træet have skygge og over 1.000 mm regn om året i et klima med temperaturer mellem 24 og 28 grader. Fra Amazonas har kakaoplanten spredt sig til andre tropiske egne af verden og været dyrket siden olmekerne herskede i Mesoamerika for over 3.000 år siden. Den æggeformede frugt, der kaldes en kakaobælg, er plukkemoden, når den er orange og vejer omtrent et halvt kilo.

Efter udskillelse af bønnerne bliver de fermenteret, tørret og ristet efter alle kunstens regler. Herefter presses bønnerne gennem en kværn og sigtes for at ende op med kakaosmør.

Kakaobønner indeholder blandt andet theobromine, der har en kemisk lighed med koffein og nogenlunde samme virkning på mennesker.

Således kommer kakaoplantens eliksir fra træet til chokoladeæsken.​ Største producent af kakao er Elfenbenskysten, der står for omkring 40 % af leveringen til verdensmarkedet.

Hvis du ønsker nogen hen, hvor peberet gror, så kunne det være Ækvatorialguinea. Krydderiet har en antiinflammatorisk virkning på vores tarme og modvirker eksempelvis mavesår.

​Uhyggeligt træ, hvor du kan plukke pynt til halloween.

Godt kørende og højt humør, hvilket der også var ved...​

...den lokale bilvask. Meget rammende billede for den afslappede stemning man oplever på Bioko Island, der har lidt den samme vibe som øerne i Caribien. Ækvatorialguinea er i øvrigt det eneste spansktalende land i Afrika. ​

Hovedparten af Ækvatorialguineas befolkning tilhører Fang-stammen, der er opdelt i over 60 forskellige klaner. ​​Om de alle er lige begejstrede for bananer ved jeg ikke, men sunde er de. Bananer indeholder blandt andet jern og kalium, der er godt i forhold til at forhindre blodmangel og sænke blodtrykket.

I 1471 var portugiserne de første europæere, der plukkede blomster på Bioko Island og deres kolonisering varede i 300 år indtil spanierne tog over.​ Ækvatorialguinea fik sin selvstændighed i 1968 med Marcias som landets første præsident. Det betød desværre ikke fred og frihed for befolkningen, da han havde hang til endeløs brutalitet og folkemord.

Vil for evigt huske Ækvatorialguinea som landet med de største rotter, jeg har set. De er pænt over en meter lange, og spises af de lokale. ​Jeg spiste en rotte i Kina i mine unge backpackerdage og havde ikke behov for et yderligere "done-that-kryds" ved den delikatesse.

Jeg havde mange sjove timer med min dygtige og politisk interesserede guide. Ved vores første møde fik jeg dog ikke afklaret Eli's køn, og snart var der gået så mange timer, at det føltes kikset at spørge. Situationen løste sig dog, da vi i byens bedste fitnesscenter gik i hver sit omklædningsrum. Eller mere tidssvarende skrevet, så havde vi ikke sammensætningen af kromosomer til fælles. Ifølge Illustreret Videnskab tæller listen over kønsidentiteter i dag flere end 100. Men når man skal i bad efter træning er det jo praktisk nok med en begrænsning på to omklædningsrum.  ​

Noget nær det eneste på vores breddegrader, der vil være en bekendt reference til Ækvatorialguinea er den legendariske Eric Moussambani bedre kendt som "Ålen Eric". Han blev på få minutter verdensberømt ved OL i Sydney, hvor han svømmede så langsomt og besværet, at tilskuerne frygtede, han var ved at drukne.​

Som en del af det olympiske udviklingsprogram fik Ækvatorialguinea tildelt et wildcard, og der blev i lokalradioen eftersøgt en svømmer, der kunne stille op og forsvare nationens ære. Eric kunne ikke svømme, men han blev alligevel udtaget, da han var den eneste, der meldte sig. De fleste indbyggere i landet er skrækslagne for vand, men de lokale fiskere lærte ham at bruge sine ben til at komme fremad i vandet, og et af hotellerne i Malabo gav Eric lov til at træne i deres 12 meter bassin. Det olympiske bassin er dog 50 meter, så for at ...

...træne distancen svømmede han i landets floder, hvor der lever krokodiller og giftslanger. OL-ånden handler også om at være med. Og det var Eric i den grad, da 7.500 tilskuere heppede infernalsk for at få deres lidende amatørsvømmer til at gennemføre de 100 meter i det olympiske bassin. Det lykkedes og siden har livet for "Ålen Eric" ikke været det samme med en status som landets ubestridte stolthed og symbol på viljestyrke. Ækvatorialguinea har aldrig vundet en olympisk medalje trods sin deltagelse siden 1984.​

Ækvatorialguinea er hjemsted for den utrolige Goliath frø, der med sin enorme kampvægt på over 3 kilo er verdens største springpadde. Den kan hoppe 5 meter, hvilket jeg gerne ville have oplevet, men fandt den desværre ikke. Så du må tage til takke med billedet af en flok soppende fugle.​​

En fredelig og skøn aften men det tropiske klima bider til tider fra sig med...

​...kraftige storme og oversvømmelser.​ Bortset fra lidt byger hist og pist, så havde jeg fint vejr under opholdet.

​Malabo blev grundlagt af briterne i 1827 og hed på den tid Port Clarence. Siden ændrede spanierne navnet til Santa Isabel og først i 1973 fik byen sit nuværende navn. Der er løbende politisk debat om Malabo skal miste sin status som hovedstad til fordel for en by på fastlandet.

Øens største​ og flotteste katedral er St. Elisabeth med sine 40 meter høje tårne og nydelige nygotiske udsmykninger. Under restaureringsarbejdet i 2020 stak den i brand, men kirken var tilbage i fin stand ved mit besøg.

Jeg mødte Uri Golman i 2017 til en middag med en god håndfuld danske mænd, der alle lider af svær eventyrlyst. Et par af dem har besøgt alle verdens lande og en tredje har cyklet jorden rundt. Uri er en eminent naturfotograf og tog få måneder senere til Gabon for at dokumentere landets truede dyrearter. Dagen før hjemrejsen til Danmark bliver han ulykkeligvis overfaldet på et marked og knivstukket 10 gange af en religiøs galning. Med det yderste af neglene og mod alle lægelige odds holder den seje mand fast i livet. Uris tragiske oplevelse sidder i mig, og jeg er ikke længere glad for at besøge markedspladser. Men jeg gør det alligevel, da jeg ved, at angsten ikke er rationel. Og på markedet i Malabo mødte jeg da heller ikke andet end...   ​

​...imødekommende lokale med de mest bedårende børn.

Apropos bedårende, så kom denne pragtfulde hvalp tøffende. Yderst sjældent, jeg ser en hund på det afrikanske kontinent, der ikke enten er mager, forhutlet eller begge dele. Men ikke denne, der på mystisk vis spankulerede rundt uden en ejermand efter sig.

Hvis kvinden på dette maleri åbnede sine øjne, ville der være 95 % sandsynlighed for, at hun kunne læse og skrive. Kun to lande ud af de 54 i Afrika kan prale af en befolkning med så gode færdigheder.  ​

På trods af enorme olieindtægter lever 40 % af befolkningen i dyb fattigdom, hvor tvangsarbejde er et alvorligt problem. Udnyttelsen er primært rettet mod unge kvinder til hushjælp og prostitution.

12 tidligere kolonier i Vest- og Centralafrika deler CAF som møntenhed, der for at bidrage til økonomisk stabilitet har en fast vekselkurs overfor euroen. På tidspunktet for mit besøg var 1.000 CAF godt 11 kroner.​

Obiang kom til magten ved et blodigt kup i 1979, hvor han satte sin onkel fra magten og henrettede ham ved skydning. Med over 40 år på posten er han indehaver af titlen som Afrikas længst siddende præsident.​ Tilhængerne er glade for hans enorme investeringer i infrastrukturen og uddannelsessystemet. Kritikerne kalder ham kontinentets værste diktator med speciale i folkeundertrykkelse og korruption.

I 1991 blev det tilladt at stifte andre partier, men Obiang får til mandens store glæde og verdenssamfundets hovedrysten altid over 95 % af stemmerne. Tænker dog, at der også ved næste valg er en sikker stemme fra denne herre iklædt Obiang-skjorte.​​

Diktatorens ​søn har tidligere været kæreste med den danske Miss Universe-vinder Christina Mikkelsen. Den søde musik opstod under et arrangement i Ækvatorialguinea tilbage i 2013. Nepotismen trives på disse kanter, hvor en række medlemmer af Obiang-familien sidder på magtfulde poster i samfundet.

Ækvatorialguinea har i mange år været bøvlet at få visum til, hvilket har placeret landet i toppen af diverse lister over destinationer i verden med færrest turister. Der er lagt en dæmper på bureaukratiet, og det lykkedes for mig at få indrejsetilladelse i løbet af et par uger.   

Bioko Island ligger blot 40 km fra fastlandet i Cameroun, hvor jeg fra mit hotelværelse havde udsigt​ til en slumrende vulkan.

​Hvis du er træt af at sidde i golfklubben og høre på andre medlemmers evindelige pralerier om eksotiske baner, du ikke har spillet på. Så kan du med stor sandsynlighed smide en overlegen trumf, hvis du flyver til Malabo og svinger køllerne. 

Turens største chok fik jeg ved en libanesisk frisør, der for første gang siden 6. klasse gav mig andet end småpjusket strithår.​ Havde jeg haft krøller nok, kunne det være... 

...blevet til en manke på størrelse med en flymotor.​

På vingerne igen efter endnu et herligt kapitel i mit rejseliv, hvor Ækvatorialguinea blev krydset af som FN-land nummer 164​, og der fortsat er 29 kapitler at glæde sig til.