​NIGERIA 2023 (december)

Intet andet land i Afrika har flere indbyggere. Der tales over 500 forskellige sprog. Kultur og sport findes og dyrkes i alle afkroge af landet. Naturen byder på bjerge, savanne, regnskov og brusende floder. Jo, der er nok at tage fat på for eventyrlystne sjæle i Nigeria, og mine løjer startede med...

...en tur i hængebroerne over regnskoven ved Lekki-halvøen. Den frodige oase ligger ikke langt fra den pulserende del af Lagos, og i skovens dybe stille ro lever blandt andet krokodiller, slanger, kæmperotter og adskillige arter af aber. 

God underholdning at se de langhalede mona-aber med deres flerfarvede pels, og de kom gerne ned fra...

...trækronerne til et portræt.​ Det er en social abekat, der lever i grupper og primært spiser frugt, blade og insekter. Mona-aben lever i det vestlige Afrika mellem Ghana og Cameroun men også på Grenada i Caribien, da den hoppede med på et slaveskib i det 18. århundrede.

En streg i regningen i forhold til naturen i Nigeria er, at omkring 95 % af landets regnskov er blevet fældet. Øv. 

Som alle andre nigerianere kørte Kuadi bil, så mit hjerte af og til hoppede op i halsen. Men på en af...​

...hængebroerne højt til vejrs fik jeg min søde hævn. ​

​Skilt fra en bekymrende og begrænsende tid med Covid-19, der på verdensplan kostede millioner af menneskeliv inden udviklingen af vacciner bremsede pandemiens hærgen og reducerede sværhedsgraden af sygdommen.

​Voldsom kurtisering ved først at tyre jord i hovedet på sin udkårne for derefter at lyde som en af mine rigtig gode venner, når han sover.

En farverig håndfuld af Nigerias 220 millioner indbyggere. Demografiske spåmænd forudsiger, at landets befolkning overstiger den amerikanske i 2050.​

Lagos var hovedstad i Nigeria fra den opnåede uafhængighed i 1960 frem til 1991, hvor Abuja overtog prædikatet, da byen ligger mere centralt placeret i landet. Men hovedstad eller ej, så tog ​Sport Lagos imod Katsina United​ på Mobolaji Johnson Arena​, og det var...

 ...glimrende træning af lårmusklerne, da bunden af mit VIP-sæde var defekt. Prisen for en plads med rødt gulvtæppe og fri bar var 40 kr., så ingen klager herfra over manglende sammenhæng mellem pris og kvalitet.

​Den til tider hårdt spillede affære blev godt styret af kampens kvindelige dommer.

Respekt til Ibrahim, der arbejdede stenhårdt på midtbanen med hans hjemmelavede nummer på ryggen.​ Vildt nok, at det kan foregå på...

...højeste niveau i et af Afrikas mest respekterede fodboldlande.​ I 1967 kom lille Uche til verden i Lagos. Han voksede sig kæmpestor og blev en populær forsvarsspiller for Brøndby, hvor han var fast mand på det legendariske hold, der kom i en europæisk semifinale i 1991.

Det var et hæsblæsende bundbrag og medrivende drama, hvor hjemmeholdet vandt 1-0. Det fik fanskaren på den "nedringede del af Happy Corner" i eksistentiel ekstase.​

Udeholdet mente, der skulle være lagt mere tid til, så de startede et hidsigt håndgemæng med militærpolitiet efter slutfløjtet. Åååååhhh, Afrika...du har altså en helt speciel plads i mit rejsehjerte!

I videoen ser det unægtelig ud til, at en af spillerne får stød af en strømpistol, som han derefter slår ud af hånden på ordensmagten.

Skyllede aftenens hektiske fodboldoplevelse ned og satte...​

...kursen mod Tarkwa Bay, der kun er tilgængelig med båd. Den indbydende strand var tidligere stærkt forurenet. Men myndighederne iværksatte en række initiativer, hvor der blandt andet blev indsamlet 180.000 stykker plastikaffald og omlagt en række rørledninger.

Efter at have sluppet​ 4 kr. ved indgangen var min...

...første fornemmelse, at "Baywatch" også har rullet over skærmen i Nigeria. Første afsnit af den populære livredder-serie med David Hasselhoff og Pamela Anderson i et par af hovedrollerne blev sendt i USA i 1989. Herefter valgte...

...139 andre lande at hoppe med på bølgen, og "Baywatch" blev en af TV-historiens mest sete programmer.​ Der er gode muligheder for at brænde kalorier af ved Tarkwa Bay uanset om, du er til surf eller... 

...strandbold med de lokale og atletiske knægte.​

Ikke siden introfesten på gymnasiet i starten af 90'erne har jeg set et menneske drikke sig stiv så hurtigt. Udfordringen var, at det var den nigerianske bådmand, der skulle tage mig tilbage til fastlandet. Flåede derfor øllen ud af hans hånd, stak ham en flaske vand og bad ham få afgiftet sit system. Mens jeg tålmodigt måtte vente på en faldende promille holdt TørstigMwundu lange taler om, hvordan flere danske turister burde komme til Nigeria - og kaldte mig undervejs for "Dead Kenneth", som du kan se i klippet ;-)​

38-årige Kuadi er vokset op i Lagos, og han havde aldrig prøvet at sejle før. Det var virkelig herligt at høre ham hvine af fryd, da båden satte i fart.​ Jeg skulle hilse fra ham og lovede at sætte hans nummer ind her på sitet. Mangler du en sympatisk chauffør i den nigerianske storby, så giv Kuadi et kald på +234 805 353 6397.

Forvilder du dig til Afrikas største by med over 20 millioner indbyggere, så læg vejen forbi Nike Art Galleri, der i flere...

...etager er spækket med spændende værker, hvor...​

...min favorit pryder bagvæggen. Rejser dog kun med håndbagage, så jeg nøjedes med et billede af et billede.​ Den mangfoldige kunst og kultur kommer også til udtryk gennem en blomstrende filmindustri i Nigeria, der er verdens tredje største og de senere år har høstet international anerkendelse. Produktionerne kaldes for Nollywoodfilm og er kendetegnet ved sine melodramatiske fortællinger skudt på et lavbudget. Apropos skudt, så skal...

...du lade din pistol og kniv blive hjemme, og der vanker en...

...bøde på godt 85 kr., hvis du tisser på husmuren.

Nigeria er Afrikas største olieproducent, og udvindingen foregår primært i Nigerdeltaet samt fra offshore-felter. Indtægten fra det sorte guld kunne have skabt markante forbedringer i hele samfundet. Men desværre har korruption og interne konflikter præget udviklingen.  ​

En enkelt seddel (50 USD) bliver til rigtig mange lokale sedler i Nigeria. På tidspunktet for mit besøg var kursen 0,0087 kr. for en naira.

Mod vores danske natur og moral er det i mange lande helt almindeligt og langt bedre at veksle penge på gaden og ikke i en bank. Min tilgang er oftest at give beløbet til min guide, der tager dialogen og forhandlingen med de lyssky vekselerer.​ Guiden har som regel opdateret viden om kurserne på gadeplan.

Sus, når hun har været i ILVA.

Min base var Continental Hotel i den pænere bydel af Lagos på Victoria Island. Visse områder i Nigeria var på tidspunktet for mit besøg ikke sikre at rejse til, og som i mange andre storbyer er der udfordringer med kriminalitet i Lagos. Men med de rette forberedelser og en glimrende lokal guide​, følte jeg mig på intet tidspunkt utryg.​